Det er fuldstændigt ligegyldigt hvor ny ens bil er, og hvor godt man passer på den: på et eller andet tidspunkt, vil den have behov for at blive repareret. Når det sker, så står man i den situation, at man skal beslutte om det er noget man vil klare selv, eller man vil have en professionel til at klare opgaven.
Da jeg skulle have min første bil nogensinde, var jeg så heldig, at have en far med midlerne til at købe mig en splinterny Kia Sportage. Det gjorde mit liv dejligt nemt, fordi jeg i over et år aldrig oplevede nogle problemer, og den bare kørte helt fantastisk. Det betød dog også, at jeg pludseligt stod overfor en helt ny udfordring, da min bil første gang fik problemer. Det var ikke noget jeg havde oplevet før, og jeg var derfor på helt bar bund i forhold til, hvordan jeg skulle gribe det an.
Et hurtigt opkald til min far var derfor min første indskydelse. Han er dog noget af det længste man kommer fra en mekaniker, så han foreslog bare, at jeg tog ind på et værksted og fik det tjekket. Der var dog langt til det nærmeste værksted, og jeg vidste ikke engang om den underlige lyd jeg hørte, var nogen reel bekymring. Jeg var faktisk også lidt nervøs for, at de ville grine af mig henne på værkstedet: jeg er jo totalt blank, når det kommer til biler. Så jeg besluttede at tage hen til en ven, som jeg ved har udført reparationer på sin egen bil flere gange, for at se om han kunne hjælpe.
Så snart han hørte lyden, var det som om hans øjne lyste op, og han gik straks i gang med at finde værktøj frem. Det var tydeligvis et problem, han selv havde oplevet en gang eller to. Det viste sig at være utroligt nemt at fikse, og jeg kiggede nøje efter hvad han lavede, så jeg selv kunne gøre det i fremtiden, skulle problemet opstå igen. Jeg spurgte ham så, om han altid reparerede ting selv? For det virkede jo egentligt ganske praktisk! Man skal ikke hen på et værksted, og mange ting kan klares på få minutter hjemme i ens garage. Han fortalte mig, at han ganske rigtigt forsøgte at reparere alting selv. Det var dog ikke noget han nødvendigvis ville anbefale, medmindre man så sin bil som en hobby: det var ikke altid, at det kunne betale sig hverken tids- eller pengemæssigt. Men han nød at arbejde på sin bil, og derfor foretrak han altid at gøre det selv.
Der var dog én undtagelse: når det kom til udskiftning af forrude, var det altid noget han fik en professionel til. Han sagde at han nok godt kunne gøre det, men at risikoen for at lave fejl var for stor til, at det var noget han ville risikere. Forruden har en enorm betydning for passagerenes sikkerhed, hvis der sker et uheld. Det var derfor ikke noget han ville tage chancer med, uanset hvor meget han gik op i sin hobby.