Jeg har nogle venner, der simpelthen er så gode ved mig. Det er jeg uendeligt glad for, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort for at fortjene så gode mennesker i mit liv. Jeg forsøger selvfølgeligt konstant at fortælle dem hvor meget jeg sætter pris på dem, og at give tilbage så godt jeg nu kan. Men jeg kan ikke andet end føle mig heldig og forkælet.
Nogle gange føler jeg dog, at de er lidt for gode. Det er som om de konstant tænker, at jeg må have et problem, også selvom jeg bare hygge-snakker. De er ultra følsomme overfor alle emner der handler om mangler, og så skynder de sig at prøve at dække dem. Jeg snakkede med en god ven, og spurgte ud af det blå: hvad er min bil værd? Det var egentligt bare en pludselig indskydelse, fordi jeg lige havde set et TV program om auktioner på brugte biler. Det havde gjort mig lidt nysgerrig omkring, hvad min egen bil mon var værd. Jeg vidste hvad den havde kostet fra nu, og at den stadig var i god stand. Men hvordan man lige gik fra de informationer, og til brugt-prisen på bilen, var et mysterium for mig. Men min ven tolkede det som om jeg var i desperate penge-problemer, og tilbød pludselig at hjælpe mig med at lægge et budget, og nægtede at lade mig betale for min egen mad når vi var ude at spise. Det tog mig et stykke tid at finde ud af, at han havde fået det indtryk, og så måtte jeg lige sætte mig ned med ham og forklare, at min økonomi altså så fin ud.
Nogle gange er det også lige før det er for meget, fordi jeg ikke rigtigt får lov at være rigtigt voksen. Jeg har ikke noget imod selv at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Jeg skal jo lære! Men mine venner løser nogle gange problemerne, før jeg selv helt har opdaget at de er sket. Eksempelvis havde jeg fået mit første stenslag på ruden for nogle uger siden. Normalt kører jeg kun inde i byen, og der er stenslag åbenbart ret sjældne, i forhold til sådan en køretur på landet. Men efter en tur i Jylland havde jeg altså fået et stenslag, og jeg havde skrevet på todo-listen, at jeg skulle finde ud af, hvordan man håndterede sådan et.
Men min ven lånte bilen om onsdagen, som han altid gør, og da jeg fik den tilbage havde han allerede været forbi et værksted der tilbød reparation af stenslag. Det var selvfølgeligt super sødt af ham, og jeg kan jo ikke rigtigt tillade mig at brokke mig over, at jeg har så gode venner. Men nogle gange frygter jeg bare, om jeg overhovedet ville kunne klare mig i livet, hvis de alle var væk en dag.
