Jeg er træt af at se hvor meget junk der er i supermarkederne. Hvor mange kvadratmeter er der ikke lige i enhver butik, med ene af chips og slik? Tomme kalorier der ikke bidrager med nogens om helst form for næring til kroppen, og bare gør folk tykke og fede. Vi fortjener da bedre her i Danmark. Jeg synes det er fuldstændigt forfærdeligt, at vi tillader det.
Tænk lige over, hvor meget rigere og sundere Danmark ville være, hvis vi revolutionerede supermarkedernes hylder med slik og chips. Hvis vi smed alt det junk ud, og erstattede det med sunde ting. Hvis de samme kvadratmeter blev brugt på æbler, blåbær og ananas. Den slags frugt og bær er stadig fristende, og kan få vores munde til at løbe i vand. Supermarkederne kan stadig tjene penge på at friste os til at købe lidt sødt på vej op imod kassen. Men ved at sørge for, at det er med frugt og grønt, i stedet for dybstegte kartoffelskiver og sødet gelatine, så kan de gøre det med god samvittighed. I stedet for en befolkning der bliver overvægtige og får sukkersyge, kunne vi fremme en sund livsstil og give folk det bedst mulige fundament for et godt liv.
Det er jo ikke nogen hemmelighed at slik og chips ikke gør noget godt for nogen. Vi er da også mange der går langt udenom disse fristelser. Men der er jo en grund til, at de stadig findes i supermarkederne: en stor del af befolkningen kan ikke stå for fristelsen. Det værste er, at det typisk er de mest udsatte mennesker, der ikke kan få sig selv til at sige nej. Dem med manglende uddannelse, der ikke ved nøjagtigt hvor usundt det er for kroppen at indtage den slags. Eller dem der har ramt bunden, og er ligeglad med de dårlige effekter på helbredet. Der er selvfølgeligt også dem, der er klar over at de burde lade være, men som simpelthen er blevet afhængige af sukkeret, saltet og fedtet. Det er alle disse grupper, og flere til, som man udnytter ved at fylde hylderne med den slags varer. Man tager fat i de svageste og mest udsatte i samfundet, og forsøger at malke dem for penge, samtidig med man sætter deres helbred i fare. Det er da ikke okay!
Problemet er, at det ikke er en forandring der kommer til at ske af sig selv. Vi kan alle sammen godt se, at det er moralsk forkasteligt, når vi bliver gjort opmærksomme på det. Men hvornår har moral sidst fået en virksomhed til at ændre opførsel? Selvfølgeligt smider de slik og chips på hylderne, hvis det er det, de kan tjene flest penge på. Derfor skal der en eller anden form for indgreb til. Det skal ikke kunne betale sig at forgifte befolkningen.