Jeg har altid taget de fleste ting som folk fortæller mig for gode varer. Nogle vil måske kalde mig naiv, men faktum er, at det ikke rigtigt har haft nogle negative konsekvenser for mit liv. Jeg kan godt lide at stole på folk som udgangspunkt, og så må jeg lære af mine fejl, hvis det viser sig at de ikke er til at stole på. Selvom jeg aldrig har haft direkte dårlige oplevelser med min tillid til mennesker, så har jeg lært en del af dem, der har brudt denne tillid. En af de mest lærerige, og nok også sære, oplevelser jeg har haft, var med en ”falsk” lejer.
Ser du, da jeg flyttede til København for at finde nyt arbejde, stod det lidt stramt til med pengene. Ikke alene var huslejen selvfølgeligt langt højere i København, end jeg var vant til på Fyn, jeg havde heller ikke særligt meget sparet op. Min tidligere arbejdsplads var nemlig gået konkurs fra den ene dag til den anden (her havde jeg nok også været lidt naiv, når chefen sagde at alt gik fantastisk, selvom folk blev fyret på stribe…), og jeg havde lige brændt en masse penge af på en god ferie med vennerne.
Jeg kunne have solgt nogle af mine ting, men det ville ikke være en løsning der holdt på sigt. Desuden var jeg glad for mit naver sofabord og mine designer stole. Så jeg ville hellere finde en måde, at mindske huslejen på, og så beholde mine møbler.
For at gøre det muligt for mig, at bo i så dyr en lejlighed, fik jeg den idé at udleje det ekstra værelse til nogen. Alle jeg selv kendte i København var allerede gift, og boede derfor sammen med familien. Jeg måtte derfor på jagt efter en lejer, som jeg ikke kendte i forvejen. Da jeg er evig optimist, var det ikke noget jeg så nogle problemer med. Jeg smed et opslag op i nogle Facebook grupper, og ganske hurtigt begyndte det at tikke ind med folk der var interesserede.
Jeg tænkte, at det ville være mest fair, at gå efter først-til-mølle princippet: så jeg kontaktede den første der havde vist interesse. Hans Facebook profil var ret tom, og der var ikke engang et profil billede. Men jeg tænkte, at han måske bare var ny til sociale medier, eller bare gik op i sit privatliv.
Det viste sig at være det sidste. Efter at have boet med ”Henrik” i snart 2 år, fandt jeg ud af, at det slet ikke var hans navn. Han have simpelthen oprettet en falsk Facebook profil, og udgivet sig for at hedde Henrik, i al den tid vi boede sammen. Det kom som en enorm overraskelse, da jeg fandt ud af det. Men der var ikke sket noget slemt: han havde ikke snydt mig for penge, og han var ikke på flugt fra politiet. Han gik bare op i privatlivets fred. Det ændrede mit liv: jeg fik et helt nyt syn, på de informationer folk giver til mig. Jeg stoler stadig på dem som udgangspunkt, men ved også i mit baghoved, at det kan ske at være falsk information.
